God jul og godt nytår

Kære alle
Julen og nytåret står for døren, tiden er til at sige alle dem, som har været en del af Odense Glasværk her i corona året 2020 en meget stor tak for indsatsen. På trods af nedlukning og på trods af svære vilkår i detailhandlen lykkes vi med at komme fornuftigt ud af året. Ny bestyrelse er kommet til og dermed også andre måder at gribe det hele an på. Der er arbejdet meget på de indre linjer med vedtægter, herunder etablering af foreningen Kunsthåndværkerhuset Glasværket, aftaler med de frivillige, produktsortiment/produktplanlægning, rollen som underleverandør, højere effektivitet ved brug af forme og så videre.
Odense Glasværk er nu registreret som socialøkonomisk virksomhed i Erhvervsstyrelsen og kan bruge det særlige logo, som er knyttet til registreringen.
Vi, og det er i høj grad glasmagerne John og Ib, har vist her i årets sidste kvartal, at der kan produceres store ordre til aftalt tid, og med indpakning af julegaver, hvor borgerne og frivillige har hjulpet så fint til.
Sidste kvartal viser, at vi for alvor kan skrue op for produktionen. Det bliver der også brug for, da vi meget gerne i 2021 vil skabe en virksomhed, som kan selv, altså uden de mange penge udefra, som det faktisk også i år er lykkedes med, f.eks. folkeindsamling og flere andre donationer. Det er vi dybt taknemmelige for. Vi skal bare selv i fremtiden kunne tjene pengene, så vi kan fortsætte og gerne udvide gode det sociale arbejde sammen med Odense Kommune.
Odense Glasværk har et stærkt DNA, det skal vi holde fast i, samtidig med at vi udvikler vores produktion, salg og samspil med frivillige og borgere.
Vores butik på Flakhaven, som Bo Stærmose nu igennem længere tid har stillet til rådighed for os, er vigtig for vores salg, dejligt vi har den mulighed, tak for det Bo. Vi har drøftet muligheden for at Glasværket træder ind i lejemålet, eventuelt sammen med andre kunsthåndværkere, men det er for stor en mundfuld for os.
Alting har en ende, det har vores butiksmulighed også her.
Vi er til gengæld så småt startet på at opbygge en webshop, som med tiden kan blive en ny og givende
salgskanal. Her hjælper Mikkel, som er ansat hos Zyberland, som venligst stiller ham til rådighed en dag om ugen, til som tak for den indsats, som Glasværket har gjort for Mikkel tidligere.

Oven på det går vi nu i gang med at rekruttere medlemmer til foreningen Kunsthåndværkerhuset Glasværket, som ejer Odense Glasværk og som skal fremme det sociale arbejde og ansvar i virksomheder og organisationer. Vi håber både at skabe et stærkt sponsornetværk og et netværk af virksomheder/organisationer, hvor de borgere, som vi har, kan komme videre til andre udfordringer og muligheder.

Sidst, men ikke mindst, har vi også gjort os tanker om fremtiden på lidt længere sigt. I 2023 udløber lejemålet på havnen. Der skal bygges boliger her ifølge havneomdannelsesplanen. Vi skal altså have fundet et nyt sted til produktion og salg. Her tænkes Kunsthåndværkerhuset som rammen for det nye sted. Altså ikke kun Odense Glasværk, men en række kunsthåndværkere, som synes det er oplagt at være en del af et fællesskab og som arbejder med fokus på de sociale dimensioner.
Det er vores vision, og den vil I komme til at høre mere om. Kunsthåndværket tænkt ind i en helt ny ramme.
Dansk kunsthåndværk er et stærkt brand, det vil vi løfte yderligere.

Det har været svært at kommunikere direkte ansigt til ansigt i disse coronatider, men når vi til næste år kommer tættere på normalen, så vil vi arrangere månedlige briefinger, hvor alle vores gode ansatte, frivillige og borgere har mulighed for at være med.

Rigtig god jul og godt nytår.

Mvh.
Jørgen, bestyrelsen og Per, ledelsesgruppen