Personalenyt Odense Glasværk, 26. februar 2021.

Corona og nedlukning af samfundet mærkes af os alle, og desværre også på Glasværkets økonomi.

Vores to butikker har været lukket i januar og februar, hvilket har betydet en meget beskeden indtægt.

Vi har i ledelsen nøje analyseret på vores stramme økonomi og vurderet, at der ikke er råd til at opretholde den hidtidige direktørfunktion. 

Hertil kommer, at Odense kommune ikke sender borgere ned på Glasværket, så længe der er Corona nedlukket. Vi har derfor ikke aktiviteter for borgere, ej heller medfølgende økonomi. Derfor stopper Per Jørgensen som direktør på Odense Glasværk med virkning fra 18. februar.

Odense Glasværk er et Aps, hvor det er et lovkrav, at der formelt er en direktør. Det betyder, at vores projektleder Peter Sabro bliver konstitueret direktør. Peter fortsætter med sine nuværende opgaver, plus nogle yderligere administrative opgaver. Dette er en midlertidig løsning, indtil vi kommer oven vande igen. 

Når verden igen åbner op for alvor, og der kan komme kunder og borgere på Glasværket, tager vi dialogen med Odense kommune omkring de udsatte borgere. Vi har stadig de samme ønsker om at kunne bidrage på den sociale dimension.

For de øvrige medarbejdere sker der ingen ændringer. Vi klør på og fokuserer al vores energi på at sælge glas, både til erhvervskunder, i butik og i vores webshop.

Både butik og webshop åbner tirsdag den 2. marts.

Når vi starter op igen med butikssalg, bliver det alene med butikken i Havnegade 13. Vi samler kræfterne her, og kombinerer det med logistik og pakning i forhold til webbutikken.

Der skal lyde en stor tak til alle jer frivillige. I har sørget for at butik og showroom på havnen står rigtig flot. Butikken på Flakhaven er tømt og alle vores smukke glasting er flyttet fra byggepladsen. 

I er med til at sikre, at når verden nu stille åbner op igen, så er vi klar!

Jørgen Clausen

Bestyrelsesformand

Kunsthåndværkerhuset Glasværket